Nyt værktøj til transportbranchen

Hver dag skal alt - lige fra små kasser med blyanter til store køleskabe - transporteres fra leverandører til modtagere rundt om i landet.

Lastbiler bliver lastet og losset. Laster bliver pakket om og sorteret, for derefter at blive fragtet videre mod det endelige mål.

Som medarbejder lægger du og din ryg et stort arbejde i ompakning, sortering og transport. Når du flytter, løfter eller bærer, er det vigtigt, at du passer på dig selv og dine kollegaer.

Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og en gros vil med film og korte instruktionsark styrke indsatsen for god løfteteknik på lagre og ved transport.

Idéen er, at filmene og instruktionsarkene supplerer hinanden, men samtidig kan bruges hver for sig.

Brug fx filmene til medarbejdermøder, ved introduktion af nye medarbejdere og temamøder for arbejdsmiljøorganisationen – eller se den for dig selv, som selvstudie.

Del instruktionsarkene ud til kollegaerne når de har modtaget instruktion i god arbejdsteknik. Instruktionsarkene kan også anvendes til opslag ved de enkelte arbejdspladser eller i kantinen.

Læg links til hjemmesiden på intranettet.

Branchearbejdsmiljøudvalget for transport og en gros håber I vil bruge det nye værktøj.

HUSK! – pas på din ryg! Du skal have den med hjem, …OG du skal bruge den resten af livet!

BEVAR RYGGEN!